Om Mig

“Dette er ikke mig

Dette er kun et spor

Trådt på min korte vej

Over den hårde jord!”

Jeg er en mand på 64. Jeg er far til tre voksne børn, og har syv børnebørn. Min største interesse er at arbejde med mennesker. De mennesker, som mange ynder at se ned på som svage, ryggesløse individer, som “bare kan tage sig sammen!”

At bede en misbruger om at “tage sig sammen” svarer til, at jeg forlanger at du skal holde op med at trække vejret for at stoppe CO-2 forureningen.

Måske er du selv blot en drink fra et misbrug du ikke kan kontrollere, én drink fra at ende på bænken med flasken i hånden.

Alle du ser på din vej gennem livet har en historie. En kan være gået ned med en milliardforretning fordi konen og advokaten hyggede sig bag hans ryg og løb med det hele. Hvad véd du om hver enkelt historie?

Gud, giv mig SINDSRO til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, MOD til at ændre de ting, jeg kan, og VISDOM til at se forskellen, tak

Jeg er uddannet Peermedarbejder hos Frederikshavn kommune. Mit håb er at gøre en forskel for bare ét menneske. Kan jeg hjælpe blot ét menneske med at få det bedre, så er jeg glad.

For at forstå livet er det nødvendigt at forstå sig selv. Tvivler du på dig selv, så tvivler livet som regel også på dig. Du er den eneste, som kan bestemme vejen i dit liv, du er den eneste, som kan træde dine sko ud. Du blev født alene – Og du skal dø alene. Ingen kan fødes eller dø for dig. Livet er en individuel ting, som er unik for alle mennesker. Tro derfor på dig selv. Gør du ikke det, så tror andre ikke på dig. Og husk, at ingen overlever livet i den sidste ende. Vi skal alle dø, og kan kun håbe at det sker sent i livet.