Fodspor i sandet

“I nat havde jeg en drøm. Jeg drømte at jeg vandrede langs stranden sammen med Gud, og tværs over himlen glimtede scener fra mit liv. I disse scener bemærkede jeg to par fodspor i sandet. Det ene tilhørte mig, og det andet Gud.

Da den sidste scene af mit liv glimtede forbi os, kiggede jeg tilbage på fodsporene i sandet. Jeg bemærkede også, at det var i de mest ulykkelige stunder i mit liv, der kun var ét par fodspor i sandet. Dette bekymrede mig virkelig, og jeg spurgte Gud;

“Gud, du sagde, dengang jeg besluttede at følge dig, ville du vandre med mig hele vejen, men jeg har bemærket, at gennem de mest problemfyldte perioder af mit liv, er der kun ét par fodspor i sandet. Jeg forstår ikke hvorfor du forlod mig, da jeg behøvede dig mest.”

Gud svarede; “Mit dyrebare barn, jeg elsker dig, og vil aldrig forlade dig. Heller ikke i dine perioder af lidelser og prøvelser forlod jeg dig. Der hvor du kun ser ét sæt fodspor, det var der, jeg bar dig.”