Jeg kan med stor glæde meddele af  nedenstående ikke blev aktuelt at udgive men jeg gemmer det alligevel i tilfælde af at nogen politiker tænker på at nedlægge rådet trods løfte om det modsatte.

Lad udsatterådet leve

Jeg har læst, at man i Frederikshavn kommune, på foranledning af de borgerlige i byrådet, vil nedlægge udsatterådet, alene fordi rådet ikke er lovpligtig?

Det er muligt at de ærede politikere, som stemmer for at nedlægge udsatterådet, mener de skaber en besparelse til kommunen. Jeg spørger, hvori ligger der en besparelse, når et organ består af blandt andet frivillige, ulønnede borgere? Mennesker som taler de udsattes sprog.

Der er nogle, politikere og andre offentlige medlemmer af udsatterådet som får løn fra deres arbejdsplads for at deltage i arbejdet i udsatterådet. Rådet består blandt andet af frivillige borgere, som ved siden af rådet f.eks. har taget en uddannelse som Peermedarbejder. Og i deres daglige virke arbejder med udsatte borgere, mennesker i misbrug som søger hjælp for at komme fri af deres misbrug.

Disse er guld værd for udsatterådet, i og med at disse mennesker kommer med egne levede erfaringer, og ad den vej er klædt på til at råde kollegerne i udsatterådet omkring tiltag, som er til debat, ud fra et synspunkt dannet af levede erfaringer.

Dette er ikke et slag for at nogen er bedre stillet til at løse opgaven end andre, på ingen måde. Mit indlæg er affødt af det triste i budskabet om, at nogen, i ramme alvor, har siddet og tænkt over hvad man kan spare ved at nedlægge et organ som udsatterådet.

Tænk lige over de ord. ”Hvor meget kan vi spare ved at nedlægge udsatterådet, i kroner og ører?”

På dansk bliver det i min verden til, vi skal spare på dem, der alligevel ikke har en stemme, der taler deres sag. Udsatterådet taler de udsattes sag, at nedlægge udsatterådet svare til de berømte ord om at tisse i bukserne for at få varmen i fyrre graders frost.

Det skriger til himmelen i min verden, at man afmonterer et solidt værktøj blot for at lade en anden håndværker montere noget som er ringere end det første. Pengene er ikke sparet ved at nedlægge udsatterådet. Alt man gør er at flytte opgaverne som udsatterådet beskæftiger sig med til en anden kasse, som er lovgivningsmæssig pålagt kommunen at betale til.

Jeg kan godt frygte, at de ærede politikere går med en våd drøm om at give Jobcentret en ny, og meget umenneskelig opgave, nemlig opgaven med at få de udsatte til at tage et arbejde og blive selv-forsørgende. Hvordan ville Jeppe være i stand til at høste grevens korn, når Jeppe ikke kan komme igennem én dag uden at bedøve sig selv, og ad den vej glemme at livet kan gøre ondt?

Ingen er født med en guldske i måsen. Måske det er værd at huske de gamle ord: ”Hovmod står for fald!” Det er så forbandet nemt for eksempelvis den borgerlige side af byrådet at pege på de udsatte. Vi er så hurtige til at dømme de udsatte. Bumsen på bænken. Men husk, for din egen skyld, at vi alle sammen blot er et par uheld eller nogle svigt fra selv samme bænk. Verden er fuld af skæbner, hvem siger, at du ikke selv kan havne i ”sølet”?

At have styr på sit liv er prisværdigt. At sikre hjælp til andre, mindre bemidlede er glorværdigt.